
Nedenstående punkter beskriver den disciplin, der forventes af dig, når du er til træning.
- Din dobog er pæn og bæltet lige langt i begge sider (ingen smykker o.lign.)
- Du bukker for dojangen (træningssalen) og de højeregraduerede og hilser på flaget, når du træder ind i træningssalen.
- Kommer du for sent, løber du op og bukker for træneren, inden du stiller dig op bagest på rækkerne.
- Du forlader ikke lokalet under træning for at drikke, tisse el.lign. Er du kommet til skade, spørger du træneren om lov, før du forlader træningssalen.
- Du tiltaler træneren på høflig vis, dvs. med kyosanim (1.-3. dan) eller toganim (kup).
- Når du står i gibon-joonbi-seogi (klarstand), står du klar, dvs. du står ikke og retter på tøjet, piller næse el.lign. Det samme gælder, når der bliver forklaret noget til andre på holdet, så bliver du også stående i den pågældende stand, indtil træneren giver dig besked på andet.
- Du fjanter og pjatter ikke med de andre under træningen - men du er meget velkommen til at hygge dig med træningskameraterne før og efter træningen.
Overordnet bør du vise ydmyghed, høflighed og respekt for træneren, træningssalen og de andre, der deltager i træningen.